Min baggrund


28 november , 2014 - af Carolina Martinez - Kategori: Interesse


Jeg har prøvet at gøre dette indlæg så kort som muligt, så det er til at overskue at læse, hvilket jo så også betyder, at der er virkelig meget i ikke får med. Så hav det i baghovedet, inden i starter.

Når, men selve min barndom, som helt lille, var noget af det bedste og meget idyllisk, på trods af at vores far levede på den anden side af jorden. Men vi besøgte ham en gang om året eller omvendt, og min mor gav os så meget kærlighed, at det halve kunne være nok.

I år 2003 ændrede situationen sig dog kraftigt. Jeg var 11 år på dette tidspunkt, min bror 10. Vi var hjemme i Ballerup, og min mor sov (prøvede). Hun havde et ualmindeligt slemt migræne anfald… Troede vi. Tingene eskalerede og situation blev for meget for to små børn, så vi hentede vores nabo, der ringede 112. De fik hende ind og begyndte straks at behandle hende for meningitis. Hvilket hun ikke havde. En virus havde sat sig på hjernen, og hun var derfor blevet fejlbehandlet, hvilket resulterede i en hjerneskade, der ikke kunne rettes op på. Hjerneskaden gik ud over hendes nervesystem, der nu sender signaler til hjernen om, at hun har ondt hele tiden. Over det hele. Dette resulterede i, at hun efterfølgende fik depressioner og personlighedsforstyrrelser – hvilket vil sige, at hun er ekstremt spaltet omkring hende selv og hendes syn på sig selv. Og ikke bare, som vi nu alle kan have det engang imellem.

I år 2004 flyttede vi til Fyn. En lille by udenfor Odense, der hedder Morud. Men situationen spidsede til. Min mor var uendeligt ulykkelig, i smerter hele tiden og sov hele dagen. Når hun ikke sov, græd hun for det meste. Jeg tog hånden over min bror, så godt, som jeg nu kunne i en alder af 12. Et år gik med dette, som desværre blev vores dagligdag, og vi havde vænnet os til at trøste vores mor, der græd hver dag, selv tage i skole, passe heste, hunde mm. Men min mor fik det værre og værre. Jeg husker bestemt én episode, da jeg som 13 årig skulle kåre(have bedømt) min hest. Dette er ikke noget, du bare lige gør og slet ikke i en alder af 13. Folk tager lange kurser og har reddet store konkurrencer i mange flere år, end jeg havde været i gang. Det gik godt med hesten, men min mor havde det rigtig slemt den weekend. Vi sov i vores campingvogn, hvor toilettet ikke virkede, så vi skulle over i kantinen, når det var. Min mor fik et anfald, hvor alt bare gik i sort og smerten bare eksploderede i hele kroppen på hende. Hun kunne ikke gå, tale eller se. Da hun så skulle tisse, måtte jeg bære hende halvt på min ene skulder, hen til kantinen, hvor der var mange mennesker. Jeg kommer ind med min mor; En 13 årig lille pige kommer bærende på en person, der MEGET tydeligt har det virkelig, virkelig dårligt. Ingen hjælper. Ingen gør noget. Ingen spørger om alt er okay. Folk burde skamme sig.

Endnu et år gik, og jeg er nu 14, med flere og flere situationer som disse. En aften er jeg til noget fest med min klasse, da jeg får et opkald fra min bror. Min mor har taget nogle piller, og han kan ikke komme i kontakt med hende. Jeg skynder mig hjem og får ringet 112, da jeg kan se alt ikke er, som det skal være. De kommer hurtigt og tager hende med på hospitalet, hvor de får situationen under kontrol.

Jeg har på nuværende tidspunkt udviklet et rigtig stort had til livet. Jeg hader mig selv. Jeg hader min hjerne. Jeg hader mine tanker, der fuldstændig har taget overhånd og kritiserer alt, hvad jeg gør. Intet er godt nok, jeg er ikke god nok. Jeg føler mig ekstremt akavet i sociale situationer og har overbevist mig selv, om at jeg ikke passer ind nogen steder, og at alle kigger skævt på mig, pga. min situation. Jeg skærer i mig selv og forstiller mig ofte, at begå selvmord.

En aften jeg er til noget fest, har jeg fået for meget at drikke, og det slår klik. Nu hverken kan eller vil jeg leve mere. Det er vinter, og det er koldt udenfor. Vi var ude på landet, så vi var omringet af skov og marker. Jeg vælger at løbe væk og ligge mig et alsidigt sted, meget let påklædt, for at lade naturen gå sin gang. Jeg bliver heldigvis fundet og bragt indenfor. Festen fortsætter, men jeg er stadig fast besluttet på, at det skal være i aften. Jeg får skrabet mig en masse panodiler sammen og tager dem. Der går heldigvis ikke lang tid før folk får lagt to og to sammen, og jeg bliver straks kørt på hospitalet og får udpumpet pillerne.

Jeg blev udskrevet en dag eller to efter, hvor jeg forsikrede alle om, at det ikke var meningen. Men tankerne var der stadig og de blev. Jeg har heldigvis bare ikke turde gøre noget ved dem efterfølgende. Jeg fortsatte med at græde mig selv i søvne og skar i mig selv, hver gang der skete noget, jeg ikke kunne håndtere. Dette foregik altid på benene, tæt ved fødderne, da det var lettere at skjule. Jeg udviklede stille og rolig angst, hvilket jeg stadig døjer med den dag i dag. Jeg har altid været utrolig god til at sætte en facade op, når jeg var blandt andre mennesker, hvilket har gjort, at jeg desværre aldrig er blevet tilbudt psykolog hjælp fra kommunen eller vores sagsbehandler. Jeg undgår at snakke om det. Jeg kan håndtere at flyve overfladisk over det hele med en kort forklaring, men bryder sammen lige så snart, jeg bliver nødt til at fortælle, hvordan jeg har det med det hele den dag i dag. For det gør stadig ondt. Min mor er stadig syg, jeg får stadig lyst til at bare smide hele lortet på bålet nogle gange. Jeg føler mig stadig alt for ofte værdiløs og ikke god nok til noget eller nogen. Jeg får stadig opkald fra min mor, hvor jeg kan høre, at nu er hun helt nede og skrabe bunden og vil ikke mere. Det gør ondt hver dag, det gør det virkelig. Men på en eller anden måde, får jeg kæmpet mig igennem dagene. Selv de hårde. Havde min mor ikke været her stadig, havde jeg heller ikke. Hun er den person der betyder allermest for mig, og jeg kan blive helt syg inde i ved tanken om, at hun måske en dag ikke synes livet er værd at leve mere. For det er den frygt jeg går og bærer rundt på i baghovedet hele tiden. Lige meget hvor meget, hun har forsikret mig om, at hun ikke går nogen steder, så ved jeg, at hun ser anderledes på tingene, når hun rammer et sort hul, som hun ikke selv er herre over.

740413_10200490519052018_61992105_o

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *